tirsdag den 19. august 2014

Om at være særligt sensitiv på arbejdsmarkedet




Hej alle sammen :-) efter mit sidste indlæg omhandlende særligt sensitive - ja well - mig - og særlig sensitivitet i det hele taget - har jeg modtaget en masse positive tilbagemeldinger og kommentarer fra en masse søde mennesker, som har værdsat at jeg fortalte ud om, hvordan det havde været for mig, at finde ud af at jeg var særligt sensitiv - og ikke bare "hysterisk". På baggrund af det sidste indlæg - har jeg valgt at skrive endnu et, denne gang bare om, hvordan det er at være mig, særligt sensitiv og det hele, og være studerende, og efterfølgende på arbejdsmarkedet. 
Hvis du ikke har læst mit tidligere indlæg - så kan du gøre det lige her


Hvis jeg skal starte fra en ende af - jamen så har jeg stort set studeret, lige siden jeg kom ud af folkeskolen - dog havde jeg et par pauser hvor jeg arbejde hvor jeg arbejde med privat rengøring for en ven af familien, og også lidt i vores lokale kvickly. Dengang anede jeg ikke at jeg havde det anderledes end andre har det - jeg anede ikke at jeg måske reagerede anderledes, tænkte anderledes og følte anderledes - og vidste lige netop derfor, heller ikke, hvad jeg skulle være obs på, hvad jeg skulle undgå, eller styre uden omkring. 
for mig har det med skole, studie osv, altid været det eneste jeg sådan kunne tage og gribe fat i - lad os bare sige den eneste indtægtskilde der var - for når man bor på Falster, jamen så er jobmulighederne , ja lig 0 - her er virkelig nærmest ingenting at lave - og jeg måtte indrømme at jeg havde ikke den store lyst til at flytte til København, hvor mulighederne havde været lidt flere. 
Jeg har altid haft svært ved at holde fast i noget, at blive ved - og fuldføre det. Jeg har altid haft det svært omkring mennesker - en slags social angst - men ikke fordi jeg var bange for at være omkring andre mennesker - slet ikke - men fordi det at være omkring mange mennesker, altid har overrumplet mig, uden at jeg egentlig vidste det - eller hvorfor. 
når man så senere hen har fundet ud af at man er særligt sensitiv - så kan man bag efter kigge tilbage og tænke "aaah, det var derfor det ikke var helt som jeg planlagde" - eller "det var derfor jeg ikke var så god omkring andre mennesker, men havde det bedre derhjemme sammen med familien".. Det kan være svært at erkende og anerkende at man bare ikke er god i det offentlige rum - hvilket jeg måtte erkende da det gik helt galt for mig på pædagogseminariet, hvor jeg blev presset og udfordret på nogle punkter, som jeg overhovedet ikke var klar til. 
De fleste ved at på pædagogseminariet - der har de tendens til at lave øvelser osv, med de studerende, hvor de kommer hinanden lidt ved.
Jeg har altid, igen, uden at vide hvorfor, haft en berøringsangst over for fremmede mennesker - jeg har aldrig været så god til det med at give hånd når jeg kom til store familiefester - eller sociale arrangementer - og det med at skulle stå helt tæt på relativt fremmede mennesker - det var mere end mine personlige grænser kunne holde til - jeg vidste det bare ikke da jeg startede ... jeg fulgte med strømmen, og gjorde som vi blev instrueret i. Det resulterede i manglende lyst til at gå i skole - manglende lyst til at se nogle mennesker - man kan sige at jeg befandt mig i en depressionslignende tilstand - og igen - jeg vidste ikke at jeg var særligt sensitiv - jeg troede vitterligt at jeg havde en depression - hvilket var forfærdeligt nok i sig selv. 
det kulminerede da jeg pludselig skulle ud i min første praktik i en vuggestue - og de ansatte virkelig ikke behandlede mig ordentligt - jeg havde en rigtig dårlig oplevelse med de ansatte - men et minde for livet hvad angår børnene. jeg har altid været meget meget glad for børn - og har altid haft en speciel connection med dem - og jeg bliver meget hurtigt tætte med børn - og specielt de her børn i den vuggestue jeg var i - jeg tænker stadig på dem næsten hver dag - og nu er det næsten halvandet år siden at jeg stoppede. 
Jeg tror det er med børn for mit vedkommende - at jeg ikke skal forestille at være noget andet end det jeg er - jeg skal ikke lade som om at voksne mennesker trætter mig på en helt anden måde - jeg kan være mig selv - afslappet - bare mig .. glad og tilfreds... 
det kunne bare ikke forenes med den måde de behandlede mig på - og min særlige sensitivitet - gjorde det nok heller ikke nemmere eller bedre. 

Summa sumarum - jeg var nødt til at stoppe på pædagogseminariet i december 2013 - jeg måtte erkende - det var ikke tiden til det nu - der skulle ske noget andet... Og det var der jeg tog beslutningen om at jeg skulle en tur til Vietnam..

Mens jeg var i vietnam - studerede jeg som fjernstuderende over nettet - nogle HF fag - som gjorde at jeg kunne tage min SU med til Vietnam (btw - at leve som dronning (økønomisk) - er helt sikkert en fed oplevelse , når man siden man blev 18, har levet på SU - som i DK rækker til, ja - NOTHING) man bliver en lille smule høj, af den magtfornemmelse som penge giver en - og specielt - og jeg mener SPECIELT - i et land som Vietnam - hvor penge har AL magten.... det er den ENESTE magt der er - har du penge - så har du magt - har du ingen - så kan du dø på åben gade - og INGEN gør noget... 

nå lige et sidespring - jeg kom hjem fra Vietnam og studerede stadig - men kunne hurtigt mærke at jeg hele tiden følte mig stresset over det - men aldrig rigtig havde overskuden til at gøre noget ved det - jeg fik aldrig rigtig lavet mine ting - kom meget langt bag ud - og var frustreret...

Det var her jeg fik muligheden for at få et arbejde - og ikke et hvilken som helst arbejde - som for eks kassedame i netto... jeg fik her muligheden for at få et job - hvor jeg skulle være der selv - jeg havde ansvaret for butikken - jeg var der alene - uden nogen andre til at kigge mig over skulderen, (følelsen af at være overvåget føles 200 gange værre når man er særligt sensitiv - og det er noget som jeg tror de fleste senstive mennesker, kan genkende fra jobbet - hvor man hele tiden skal være på, og præstere over for chefen)... 
Det var noget jeg slap for - jeg blev næsten min egen chef, hvis man kunne sige det sådan... det var noget, jeg nemt kunne se mulighederne i - jeg blev sååååå glad... nærmest ekstatisk, over at jeg fik et job - og så med de muligheder - og så kun 5 min fra hvor jeg selv bor.... 

Det eneste, som jeg stadig arbejder med - er de kontroverser der kommer mellem min chef og jeg - han er til tider en lidt opfarende person - som bliver let irriteret - og som er en anelse flyvsk med sine planer osv - og det arbejder ikke altid pisse godt sammen med at jeg skal have alting planlagt og ikke fungerer så godt uden helt at vide hvad og hvornår og hvordan tingene sker og skal fungere .... det skal siges - min chef ved ikke at jeg er særligt sensitiv - jeg prøver ligesom bare at "go with the flow" - selvom jeg ved det er forkert... jeg er ved at gå til af nervøsitet og tankemylder - fordi min chef havde lovet mig et fuldtidsjob helt indtil næste sommer - (jeg blev egentlig kun ansat som sommer-afløser-ting) og 2 uger efter, kommer og siger at hende som han havde planlagt at fyre - ikke kan fyres alligevel - fordi hun skylder ham arbejdstimer som hun allerede har fået løn for - GREAT... hmm... hvad skal Michelle her så leve af... jo .. den næste måned ryger jeg helt ned på 17 timer om ugen... og når man ligesom er lovet noget andet - regner med noget andet... så er det en anelse frustrerende faktisk... 

Det er meget den følelse af at være i en stress lignende tilstand - hele tiden... og det er meget sådan med særligt sensitive mennesker, at de oplever den stress tilstand, meget hurtigere end andre mennesker gør - og den påvirker meget det daglige - der skal ikke så meget til at få bæreret til at flyde over...

kan du genkende den følelse? jeg vil meget gerne have tilbagemeldinger fra alle jer som læser med - det er så fedt at få en dialog igang omkring alle de udfordringer som måske bliver overset eller helt glemt når man er særligt sensitiv på et job eller som studerende - der er så mange ting hvor man ikke tænker over, hvorfor man reagerer som man gør - eller hvorfor det udfordrer en selv mere, end det gør kollegaerne ... 

'skriv endelig gerne til mig - enten som kommentar hertil - eller på min facebook side , som du finder link til i bloggens højre side :-) 

rigtig god uge til jer alle sammen <3

husk at anerkende jer selv, jeres følelser og reaktioner - kun den vej igennem, kommer vi til at acceptere os selv og der efter at acceptere andre... <3

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak fordi du vil lægge en kommentar
- Det betyder rigtig meget :-)